KS Gruppen A/S er tildelt erhvervsprisen 'Succesvirksomhed 2019'

Hos KS Gruppen A/S er vi meget stolte over tildelingen af erhvervsprisen ’Succesvirksomhed 2019’ og over at have leveret resultater, som placerer os blandt de 1.000 mest solide virksomheder i Danmark. Det er virksomheder, som har vist kontinuerlig vækst de sidste 5 år og som dermed har opfyldt en række kriterier med udgangspunkt i resultat før skat, egenkapital og soliditet.

”Hos KS Gruppen A/S skaber vi mobilitet og vi har gennem hele perioden haft fokus på at udnytte, udbygge og optimere vores markedspotentiale, ligesom vi har været ret gode til at se potentialet i opdukkende muligheder. Vi er derfor meget glade for at konstatere, at vores planlagte strategi er lykkedes og derudover har vores dygtige medarbejdere selvfølgelig også en stor del af æren for det flotte resultat”, udtaler ejer og administrerende direktør Claus Svensk Jessen.

’Succesvirksomhed 2019’ er indstiftet af Spar Nord og BDO, som med baggrund i 350.000 virksomheders regnskabstal, tildeler erhvervsprisen til i alt 1.000 SMV virksomheder på landsplan. Erhvervsprisen anerkender små og mellemstore virksomheder, der kontinuerligt lykkes med at skabe vækst og stærke resultater. Prisen tildeles solide virksomheder, der leverer et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne og til dansk økonomi som helhed.

I forbindelse med erhvervsprisens indstiftelse udtaler administrerende direktør i Spar Nord, Lasse Nyby:

”Succes kan defineres på mange måder, men for os handler en erhvervsmæssig succes om at levere varen år efter år. Det handler om at bevise, at din forretningsidé og din forretningsmodel er robust og bæredygtig og i stand til at skabe tilfredsstillende finansielle resultater og den vækst, som er en forudsætning for udviklingen af vores velfærdssamfund. Netop derfor er det også et afgørende kriterie, at virksomhederne igennem en længere årrække har leveret stærke resultater.”

Lasse Nyby tilføjer, at succesvirksomhederne ikke nødvendigvis er de hurtigst voksende, de mest profilerede eller de mest innovative blandt landets virksomheder.

Administrerende direktør Stig Holst Hartwig fra BDO supplerer:

”Med ’Succesvirksomhed 2019’ ønsker vi først og fremmest at hædre de bundsolide danske virksomheder, der mestrer det lange seje træk. Virksomheder, som ikke nødvendigvis får opmærksomhed med innovative produkter, storstilede eksporteventyr eller kortvarige og lodrette vækstrater, men som er hverdagens helte. De der hver dag leverer en imponerende indsats som drivkraft i lokalområderne og i den danske økonomi som helhed.”

”Vi har meget forskellige erhvervsstrukturer i Danmark, og selvom alle danske virksomheder skal forholde sig til en global verden, så er der relativt store forskelle på både ressourcer og marked i de danske regioner. Derfor hylder vi de dygtigste succesvirksomheder i henholdsvis Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden,” forklarer Stig Holst Hartwig videre.

Tilbage til oversigten