Ingen varer i kurven

​1964 - En start med vokseværk​

Virksomheden Klemm Service opkøbes i 1964 af Anders Svensk Jessen, og herfra stammer KS-navnet.
Virksomheden har lokale kunder, men efter overtagelsen vokser kundekredsen støt til snart at omfatte hele landet. Ikke mindst pga. udvidelse af produktprogrammet med transportvogne.
Efterspørgslen er voksende i industrien og byggebranchen, effektivisering er i fokus.

1971 - Nye lokaler og flere produkter

Pladsmangel fører til køb af et autoværksted på Hjulmagervej i det centrale Aalborg, og der etableres eget værksted. Navnet ændres fra Klemm Service til KS Transportmateriel ApS. Programmet af standard transportmateriel bliver udvidet til også at omfatte bl.a. rørpostanlæg, pallereoler, skæreplader og bagagevogne. Også forretningsområdet ergonomi kommer til.

1989 - Der bygges på Troensevej

Pladsmangel bliver igen et problem. Anders Svensk Jessen køber derfor en grund i Aalborg Øst, hvorpå der bygges en moderne industribygning på 2.800 m2 med administration, lager og værksted. Byggeriet bliver taget i brug den 1. august 1989. Senere på året får virksomheden den første udenlandske ordre på bagagevogne.

1997 - Etablering af datterselskab

KS Airport Service ApS bliver etableret som datterselskab. Selskabet beskæftiger sig med udvikling og salg af bagagevogne til lufthavne over hele verden.
Bagagevognen er blandt andet kendetegnet ved et moderne skandinavisk design og især transitvognen, KS Airborne, er populær.

2003 - Blickle bliver medejer

Den 1. juli 2003 bliver den tyske virksomhed Blickle en del af ejerkredsen, og de i forvejen tætte - næsten familiære - bånd bliver endnu tættere.
Blickle, der blev gundlagt i 1953, er en af Europas førende producenter af industri- og apparathjul. Den internationale Blickle-gruppe beskæftiger ca. 500 medarbejdere, heraf 350 på hovedkontoret i Rosenfeld, Tyskland.

2006 - Generationsskifte gennemføres

I september 2006 bliver generationsskiftet en realitet. Det er nu sønnen, Claus Svensk Jessen, der står bag roret på den mere end 40 år gamle virksomhed. Samtidig ændres navnet fra KS Transportmateriel til KS Gruppen. Fokus er på industri- og apparathjul, og med Blickles omfattende standardprogram, er KS Gruppen en af Danmarks førende hjulleverandører.